Artikel i Klassekampen
Oprøret vakte opmærksomhed i københavn og skabte både frygt og begejstring:
Revolution i Danmark
Artikel i "Klassekampen" 10. november 1918 af Marie Nielsen
Med Slesvig under den røde fane er revolutionen nået så nær til Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og "gudinden" træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet.
For arbejderne kommer den med befrielse, og det er med bankende hjerter, at Danmarks socialistisk tænkende arbejdere lytter til fanfaren uden for døren; for borgerskabet nærmer regnskabets time sig, i hvilken det må tilbagelevere alt det røvede gods og finde sig i at træde tilbage mellem den store befolknings masse og dele kår med den.
Angst tyer borgerskabet til sin sidste hjælpe- og magtkilde, men med rædsel ser de, at selve disse er smuldrede i dets hånd.
Hæren, som var det blinde og mægtige redskab til arbejdernes undertrykkelse, er under de fire års vanvittige krigsførelse vækket til bevidsthed om at være samfundstjenere. De erindrer nu, selv undergivet den militære disciplin, at de er arbejdets sønner og har fælles sag med klassefællerne på gaden.
I forgårs sendte Danmarks forsvarsminister, den radikale frihedsmand, P. Munch, tropper syd på til Slesvigs grænse, for at de ved deres opstilling dér skulle forhindre revolutionen i at brede sig ind i Jylland.
Til yderlig sikkerhed (for også vor hær er demoraliseret militært set) sendtes et par borgerlige rekylkorps for i kritiske øjeblikke at frelse Danmarks rige, i fald soldaterne fik mod til at gøre fælles sag med de kæmpende revolutionære hinsides grænsen.
Hvor lattervækkende og hvor ynkeligt!
Tror Munch at kunne standse en flammende brand med et par rekylgeværer?
Og straks blottes den hele ynkeværdige latterlighed.
Endnu mens "rekylerne" er på march mod syd, fyger der alt røde gnister om i selve Storkøbenhavn.
Unge mænd desavouerer sig, kaster sig i agitation ind i selve hæren.
I fredags aftes er der på byens kaserner udspyet løbesedler, der dels opfordrer til at give møde ved det store protestmøde i dag, søndag kl. 2 på Grønttorvet, dels indeholder opfordringer til soldaterne om ikke at skyde på klassefæller, i fald revolutionen bryder løs.
Et af dem lyder:
"Soldater og arbejdersønner!
Revolutionen går nu sin sejrsgang verden over.
Hav opmærksomheden henvendt på kommende tider. Bliver I udkommanderet, da skyd ikke på jeres kampfæller."
Med disse opråb går den første revolutionsbølge ind i hæren, og det vil sikkert ikke blive den sidste.
Munch sætter vagt ved grænsen, men samtidig toner der et brandrødt skær frem over byen.
Revolutionen kommer ikke fra grænsen og ikke fra bolschevikerne.
Revolutionen er midt i det danske samfund fremtvunget af de forhold, som borgerskabet forbryderisk selv har fremelsket og beskyttet ved våbenmagt.
Mens Munch mener at beskytte grænsen for invasion af oprørske idéer syd fra, har justitsministeren søgt at værne den københavnske overklasse ved at forbyde salg af våben, selv fra marskandiserforretninger.
Men så lidt som Munch er i stand til ved sine rekylsoldater at standse den revolutionære bølge fra syd, så lidt vil Zahle være i stand til ved forbud at forhindre en mægtig folkebevægelses udbrud.
Man raser mod vort parti fra borgerskabets side under den nervøse frygt for de kommende tider, og det er vel af frygt for, at vi kunne finde på at bevæbne os, at man udsteder forbud mod salg af våben.
Forbudet er unyttigt og meningsløst; intet parti ville være så barnagtigt at tænke på en væbnet opstand med de våben, man kunne købe i en marskandiserbutik.
Bevægelsen vi venter, vil blive en storm, der vil feje al modstand til side, måske endog uden at et skud løsnes.
At den vil komme, det ved vi, og at borgerskabet med alle deres fortvivlede præventivmidler ikke kan standse den det ved vi også.
Flammende rød lyser horisonten i revolutionens brandskær.
Et øjeblik kun og flammerne har grebet også os.
Men af denne brand ved vi, skal en ny jord opstå, på hvilken retfærdighed bor, et samfund, i hvilket udbyttere og udbyttede er forsvundne, og i hvilket der kun lever mennesker.
-----------
Marie Nielsen (23. december 1875 - 6. april 1951) var en dansk revolutionær, som i flere omgange var medlem af forskellige danske kommunistpartier. I november var Marie Nielsen redaktør af bladet Klassekampen. Denne og nogle andre artikler blev anledning til, at hun i november 1918 blev arresteret og idømt halvandet års tugthus.
